Drivhus med træ danner rammen om natur og kultur

Drømmen om et meditativt uderum i glas blev til virkelighed

Ved Gilleleje ligger et smukt, nyt drivhus, hvor roen kan sænke sig og inspirationen kan blomstre.

Kraftige bjælker og luftigt glas

Huset er konstrueret af en blanding af tyndt glas og kraftige træbjælker, der er inspireret af bjælkerne i den tilstødende gamle stald. Blandingen mellem det grove og det fine gør drivhuset, der er næsten 90 m², til en elegant løsning der forener natur og kultur.

I husets bagvæg er der monteret vinduer der kan åbnes, når der er brug for ekstra udluftning, og der er en smak åbning i bagvæggen, så luften bliver udskiftet naturligt.

Glashuset ligger på den gamle mødding

Der er brugt hærdet lamineret glas til drivhuset, og det har været nødvendigt at arbejde med flere forskellige mål på de udvendige og indvendige glaslister.

-Der er tale om en konstruktion der har skullet tilpasses den gamle mødding, som er arbejdet ind i terrænet, og som er lavet i kraftigt tømmer som slår sig, siger Dennis Hornbo fra Nordsjællands Vinduesservice, der har været med til at opføre drivhuset.

Som glarmester på projektet har Dennis Hornbo haft ansvaret for, at huset blev et drivhus og ikke en udestue. –For at bevare opfattelsen af at stå i et drivhus, har vi brugt mindre kvadratiske ruder, der lapper over hinanden med en 3-4 mm luftsprække, fortæller han.

Inspiration og bæredygtighed

Det store drivhus er tænkt som et rum til inspiration og meditation, og der skal bl.a. dyrkes afgrøder i vand efter den hydropofoniske metode og inspireres til bæredygtige løsninger med forskellige materialer.

Huset kan fungere som et rummeligt udviklings- og inspirationscenter både sommer og vinter, med god plads til både tanker, planter og mennesker.

Vil du have et drivhus med træ?