Glasskader

Brug Glarmestrenes døgnvagt

Glarmestrenes Døgnvagt hjælper med akutte glasskader i hele landet. Her kan du altid ringe 70 100 100 og få hjælp.

Et besøg af døgnvagten vil sikre, at der bliver dækket af, så skaden ikke forværres af vejr, vind og ubudne gæster.

Hvis du har glasforsikring, ordner døgnvagten skaden direkte med dit forsikringsselskab.

 

Forebyg glasskader

Glas er et skørt materiale -men det kan også være stærkt.

Alligevel sker der af og til skader på glas. Når skaden først er sket, kan glasset ikke repareres.

Derfor er det vigtigt at vide, hvordan du forebygger glasskader.

Glasskader vil mest være

  • Ridser
  • Skår
  • Revner

Få poleret glassets kanter

Glas laves i store tavler og skæres ned til de størrelser der er brug for, f.eks. til ruder.

Ubehandlet er glaskanten derfor ujævn og riflet, og alle ujævnheder er potentielle ansatser til revner i glasset.

Det er i virkeligheden lige som et stykke stof uden syning i kanten.

Når du får en glarmester til at polere og slibe kanterne på glasset, inden du modtager det, fjerner du dermed ansatserne til revner og skår.

På den måde bliver glasset meget mere modstandsdygtigt.

Det koster lidt ekstra -til gengæld er glasset stærkere.

hvis du skal bruge meget stærkt glas, kan du vælge at få hærdet glas.

Brug kun jævne og rene redskaber

Ridser i glas kan opstå på flere måder, f.eks. når du pudser vinduer eller renser glasset.

Her er det vigtigt, at de redskaber du bruger, er helt rene og jævne, for selv små ujævnheder i et blad på en skraber kan give ridser.

Hvis du bruger en metal-skraber, bør du kun skrabe fremad, så alt snavs kommer op på bladet og fjernes helt inden næste skrab.

Gummiskrabere til at skrabe sæbevand med, skal også være af god kvalitet og altid holdes helt rene. Læs mere om rengøring af glas.

Er glasset skadet ved ankomst?

Glasset kan få ridser under transport og produktion -ridserne vil for det meste være små og tynde.

Der er helt klare regler for, hvad der er tilladt af fejl og uregelmæssigheder. F.eks. er nogle optiske forvrængninger tilladte i ruder, fordi de forekommer naturligt. Du kan læse om, hvilke fejl og uregelmæssigheder der er tilladte for termoruder i publikationen Termoruders Visuelle Kvalitet på Glasindustriens hjemmeside.

Husk garantien

Hvis du har modtaget eller fået monteret glas med fejl i, f.eks. synlige revner eller ridser, kan du bruge Glas med Garanti. Du er velkommen til at kontakte os for hjælp og vejledning.

Garantien dækker ikke termoruder, der er omfattet af fabriksgarantien.

Læs mere om glasskader

Glas med garanti -> 

Undgå termisk brud ->

Væk med kondens på vinduerne ->