Forsatsløsninger
En forsatsløsning er en ekstra rude, der bliver monteret på vinduet. Typisk ses løsningen på gamle vinduer med enkeltlagsglas, men på grund af de mange gode egenskaber kan den også bruges på nye vinduer med termo- eller energiruder.
Der kan både laves forsatsløsninger i træ og aluminium - og i nogle tilfælde helt i glas. Forsatsløsninger kan laves på to forskellige måder. Læs om fordele og ulemper herunder og se eksempler på forsatsløsninger her.
Forsatsvinduer
Forsatsvinduer er en ekstra ramme, der monteres i den eksisterende vindueskarm eller en ny karm, som tilføjes til vinduet. Ofte åbnes forsatsvinduer indad eller skydes til siden. Det oprindelige vindue åbner fortsat udad.
Forsatsvinduer er ofte lette at eftermontere og er grundet større afstand mellem de yderste og inderste glas effektive til støjdæmpning.
Koblede løsninger
Koblede rammer monteres direkte på den oplukkelige ramme. Dermed er der kun en ramme, der skal åbnes, når der luftes ud.
Koblede rammer fylder mindre end forsatsvinduer.
Eftermontering kan være sværere end ved forsatsvinduer, og støjdæmpningen er ikke lige så god, bl.a. fordi afstanden mellem glassene er mindre.
Holder varmen inde - og støjen ude
En forsatsløsning er med til at holde varmen inde i huset og dermed spare på energien til opvarmning. Forsatsløsninger kan ofte eftermonteres på gamle og bevaringsværdige vinduer uden de store indgreb i det eksisterende vindue eller i økonomien. Det er derfor en god måde at opdatere og bevare de gamle vinduer. Det kan du læse mere om her.
Forsatsløsninger er også en god støjdæmpende løsning. Du kan læse mere om forsatsløsninger og støjdæmpning her.